Nørresundby Bank
Søg
pil
pil
www.nrsbank.dk > Privat > Bolig > Andelsbolig
venstrekant.gif
Bliv Kunde

Andelsbolig


En andelsbolig er en bolig i en forening, der er stiftet med det formål at eje og i fællesskab at drive en ejendom med flere lejligheder eller rækkehuse. Ejerne er medlemmer af foreningen og kaldes andelshavere. Hver andelshaver ejer en andel af foreningens formue.

Andelshaverne betaler hver måned en boligafgift (husleje) til foreningen, der sørger for betaling af alle fællesudgifter (ydelse på kreditforeningslån, el, vand, vedligehold af fællesarealer mv.) Ved siden af betaler andelshaver selv for varme og eventuel ydelse på eget banklån (finansiering af andelsbevis).

Finansiering

Der skelnes mellem finansiering af andelsboligforeningen og finansiering af den enkelte andelshavers køb af en andel.

Normalt finansieres foreningens ejendomskøb i en kreditforening eller som et stort banklån. Det sker med et lån på op til 80% af værdien (anskaffelsessum eller vurdering) og er normalt noget, foreningens bestyrelse forestår iht. reglerne herom.

De resterende 20% kommer via indskud fra andelshaverne, der på denne måde køber en andel af foreningen. Andelshaverne modtager et andelsbevis, der dokumenterer medlemskabet af foreningen.

Lån eller kredit til køb af andelsbevis
Nørresundby Bank yder lån eller kredit til finansiering af den enkelte ejers andel. I begge tilfælde er renten variabel og løbetiden kan være helt op til 30 år. Er der tale om en kredit, kan du aftale afdragsfrihed i en kortere eller længere delperiode.

Værd at vide

Andelsboligtyper
Der findes tre hovedtyper af andelsboliger:

  • Traditionelle private andelsboliger:
    En andelsboligforening, der har købt en eksisterende ejendom, f.eks. en udlejningsejendom.
  • Nybyggede private andelsboliger:
    Andelsboliger som er opført uden offentlig støtte.
  • Støttede private andelsboliger:
    Andelsboliger som er opført med offentligt tilskud efter 1980 men før udgangen af 2004, og ustøttede private andelsboliger (nybyggede andelsboliger opført med kommunal garanti).

Hæftelse i en andelsboligforening
Normalt hæfter en andelshaver alene med sit indskud for sin del af andelsforeningens forpligtigelser. I modsat fald vil det være beskrevet i foreningens vedtægter. Læs derfor altid vedtægternes paragraffer om hæftelse.

Andelsforeningens vedtægter
Lov om andelsbolig regulerer kun få forhold mellem forening og medlemmerne. Det er foreningens vedtægter, som medlemmerne er forpligtet til at overholde, der regulerer det meste.
Vedtægterne fastlægger f.eks. regler for fremleje af lejlighed, husdyrhold, husorden, eksklusion mv.
Det er generalforsamlingen, der vedtager indholdet af vedtægterne.

Hvem bestemmer i en andelsboligforening
På den årlige generalforsamling, som alle andelshavere har adgang til, vælges en bestyrelse, der forestår den daglige drift. Der kan være en administrator ansat til at hjælpe bestyrelsen, ligesom der ofte er en statsautoriseret eller registreret revisor, som reviderer regnskaberne. En eventuel administrator vælges også af generalforsamlingen.

Gode råd før køb

Vedtægterne
Læs altid foreningens vedtægter for at vurdere, om der er regler, som har særlig betydning for dig f.eks. de præcise hæftelsesforhold, forbud om katte, forbud om videreudlejning, pligtarbejde mv.

Referater
Læs så mange af foreningens referater som muligt og spørg f.eks. ind til fremtidige investeringer. Det kan have stor betydning for størrelsen af din husleje.

Regnskaber
I andelsboligforeningens regnskaber kan du læse, om der er afsat penge til fremtidig vedligehold og investeringer. Er der f.eks. ikke afsat penge til nye vinduer, og de skal skiftes til næste år, vil det betyde en forøgelse af din boligafgift eller kræve, at du kontant indbetaler din andel af udgiften.

Tjek andelsboligforeningens lån
Foreningens valg af lån til finansiering af de op til 80% af ejendommens værdi har stor betydning for din månedlige boligafgift. Er der et stort lån med variabel rente – og måske endda uden afvikling – kan boligafgiften stige meget til ulempe for dig og de andre andelshavere.

Relevante dokumenter
Inden du beslutter dig, har du krav på at få følgende dokumenter udleveret:

  • Opgørelse over andel i foreningens formue med evt. forbedringer/fast inventar.
  • Vedtægter, seneste årsregnskab og budget.
  • Opstilling/specifikation af hvordan prisen er beregnet.

Fortrydelsesret
Som køber har du 6 hverdage til at fortryde aftalen. Køber du af en privat, skal du dog betale en godtgørelse på 1% af købesummen, hvis du fortryder indenfor de 6 dage. Køber du en projektlejlighed af en professionel, er der også 6 dages fortrydelsesfrist men ingen godtgørelse.

Gode råd
Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) giver gode råd om andelsboliger. Vi anbefaler dig at søge information her.

Boligkøberbevis

Går du med planer om at købe ny bolig, er det altid en god idé at gå i banken, inden du begynder at lede. Vi regner din økonomi igennem og giver et overslag over, hvad du har råd til at købe for. Ser det fornuftigt ud, udsteder vi et gratis boligkøberbevis med et lånetilsagn, så du er klar til at handle, når den rigtige bolig er der – uden at du skal i banken igen.

Vi anbefaler dog altid, at du underskriver en købsaftale med forbehold for advokatens og bankens godkendelse, så du kan få vurderet om prisen er passende.
hoejrekant-udvendig.gif
Nørresundby Bank  |  Torvet 4  |  9400 Nørresundby  |  tel 98 70 33 33  |  post@nrsbank.dk
Jul i banken